0,00 DKK
0

Din indkøbskurv er tom.

Search

Guide til pletrens - Hvordan fjerner man nogle af de mest genstridige pletter?

 

Forfatter: Maria   |   13-04-23   |   Læsetid: 3 min



 

Her får du en række gode råd, til at fjerne nogle af de mest almindelige pletter. Er du i tvivl, om tøjet kan tåle pletbehandlingen, så start med at lave en prøve, hvor det ikke kan ses. Husk at, når du er gået i gang med pletbehandling, skal pletten være helt væk, inden du stopper!

TOMATSOVS OG KETCHUP

Lav en blanding af 1 del varmt vand og 1 del glycerin. Læg tøjet i blød mindst to timer. Vask tøjet som normalt. Er pletten ikke væk efter vask, eller var pletten allerede indtørret, inden du gik i gang med pletfjerningen, kan du med fordel forsøge dig med rensebenzin.

GRÆS

Tag gummihandsker på. Lav en blanding af 1 del husholdningssprit, 1 del salmiakspiritus og 3 dele lunkent vand. Dyp bomuldskluden i blandingen, og dup græspletten på tøjet, indtil den forsvinder. Derefter vaskes tøjet normalt.

BLYANTSTREGER, TUSCH OG BLÆK

Start med at fugte pletten med opvaskemiddel. Læg tøjet i en plastikpose ca 6 timer. Vask herefter tøjet normalt. Går pletten ikke væk, må du tage skrappere midler i brug. Tag gummihandsker på og bland 3 dl lunkent vand med en spsk. salmiakspiritus. Dup pletten i salmiak-blandingen, indtil pletten er væk. Skyl tøjet i koldt, rent vand, og vask tøjet som normalt.

COLA OG CHOKOLADE

Fugt pletten med opvaskemiddel, læg tøjet i en plasticpose ca. 6 timer og til sidst vaskes tøjet normalt.

TYGGEGUMMI

Kom tøjet i fryseren og lad det ligge natten over. Har du ikke en fryser, så læg et køleelement eller nogle isterninger på tøjet. Brug en kniv eller en ske og forsøg at skrabe tyggegummiet af tøjet. Når der er så lidt af pletten tilbage som muligt, kan resten fjernes med lidt rensebenzin. Gnid rensebenzinen forsigtigt på pletten. Brug ikke for meget. Noget tøj kan miste farve ved kontakt med rensebenzin, så test først på et sted, hvor det ikke kan ses. Derefter vaskes tøjet normalt.

BLOD

Friske pletter: Skyl straks tøjet med koldt vand, og gnid forsigtigt på pletten til den er væk. Derefter vaskes tøjet normalt.
Gamle pletter: Læg tøjet i blød i en halv times tid - i koldt vand tilsat et par dråber opvaskemiddel. Er pletten på silke eller uldtøj, skal du bruge salt i stedet for sæbe. Bland det i forholdet 2 spiseskeer salt pr liter vand. Derefter vaskes tøjet normalt.

BLOMSTERSTØV

Pletter fra blomsterstøv kan være meget svære at fjerne. Prøv at støvsuge så meget af støvet væk det er muligt. Dup pletten med opvaskemiddel og lad tøjet lægge mindst i 4 timer. Derefter vaskes tøjet.

FEDT

De fleste fedtpletter går af ved vask over 60 grader. Tåler tøjet ikke vask ved 60 grader, kan du fugte pletten med opvaskemiddel, læg tøjet i en plastikpose i ca 6 timer. Vask herefter tøjet normalt.

 

STEARIN

Metode 1
Lad stearinen tørre og skrab så meget af som muligt. Dup pletten med rensebenzin. Når pletten er tør, fugtes området med opvaskemiddel. Tøjet lægges i en plastikpose en times tid, og derefter vaskes tøjet normalt.

Metode 2
Skrab mest muligt af stearinen af med en kniv. Pas på med ikke at beskadige stoffet. Placer to stykker køkkenrulle oven på hinanden på strygebrættet. Placer tøjet med pletten så den er præcis oven på køkkenrulle-stykkerne. Læg herefter et kaffefilter oven på stearin-pletten, og endnu et stykke køkkenrulle ovenpå igen.

Placer strygejernet på toppen af det hele, og sørg for at jernet er indstillet på laveste varme uden dampfunktion. Bevæg strygejernet i små cirkler i 15-20 sekunder af gangen. Kaffefiltret suger nu stearinen ud af stoffet. Gentag proceduren til stearinen er ude af dugen.

 

ASFALT

Kom smør, spiseolie eller margarine på pletten. Lad blandingen virke i 8-10 timer. Skrab så meget asfalt af som muligt - kom opvaskemiddel på pletten og vent ca 6 timer. Varm pletten op med damp og vask derefter tøjet normalt.

 

RUST

Gnid pletten med citronsaft og salt. Lad det virke et par timer, og vask derefter normalt.

 

URIN

Bland 1 del vand og 1 del ufarvet husholdningseddike. Læg tøjet i baljen, eller dup pletten med blandingen. Lad det virke i 15 minutter. Dup skiftevis med tørre og våde bomuldsklude. Derefter vaskes tøjet normalt.

 

SIDST SETE VARER
FAVORITTER

Vis alle (

)

Gratis fragt i DK ved køb over 499,-
 

Skriv til os

Vi besvarer mails
Indenfor max 24 timer
på hverdage.
 

Ring til os

Vi hjælper dig på telefon
(45) 87 800 406
 

Åbningstider

  • Mandag - Fredag: 8.00-16.00