Hvad betyder vandsøjletryk og åndbarhed for mit barns overtøj?
Forfatter: Lasse | 31-03-23 | Læsetid: 3 min

Billede: Vlad Kovriga, pexels
Vi taler om åndbarhed og vandtæthed, og det er to faktorer der har stor betydning, når du skal vælge overtøj til dit barn. De fleste børnetøjsproducenter oplyser hvor åndbart og vandtæt overtøjet er i værdier. En god tommelfingerregel er at jo højere tallet er, jo højere vandtæthed og åndbarhed har regntøjet. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis særligt sigende, hvis du ikke kender skalaen. Derfor har vi lavet en lille oversigt til dig, så du nemt og hurtigt kan finde ud af, hvor højt et tal der passer til dit barns behov.
ÅNDBARHED FOR OVERTØJ TIL BØRN
Billede: Raphael Schaller, Unsplash
Elsker dit barn at mosle, løbe og hoppe rundt og har du i det hele taget et meget aktivt barn, så er det vigtigt at du finder overtøj med en god åndbarhed. Åndbarheden er et udtryk for hvor mange gram vanddamp der kan slippe ud gennem tøjet på 24 timer. Et højt tal betyder dermed at der kommer mange gram vanddamp ud, mens et lille tal betyder at der ikke kommer så meget vanddamp ud. Dit aktive barn har brug for at komme af med varmen og sveden for ikke at blive fugtig og kold, og derfor skal du også vælge et højere tal, jo mere aktivt dit barn vil være udenfor. For at gøre det mere overskueligt har vi lavet en lille oversigt til dig, så du hurtigt og nemt kan finde det tal, der passer til dit barns behov.
Oversigt åndbarhed for overtøj
Over 2.000 g/m2 - Overtøj der skal bruges til almindelig leg, hvor barnet ikke får det varmt.
Over 5.000 g/m2 - Overtøj der skal bruges til mere aktiv leg, hvor barnet får det varmt.
Over 8.000 g/m2 - Overtøj der skal bruges til meget aktiv leg i mange timer.
HVOR HØJT ET VANDSØJLETRYK SKAL MIT BARNS OVERTØJ HAVE?

Vandsøjletryk er naturligvis en meget vigtig faktor når du skal vælge overtøj til dit barn, da det er den der afgør hvor meget vand tøjet kan klare. Overtøjet skal naturligvis være vandtæt, men vandsøjletrykket behøver måske ikke være helt i top, hvis dit barn kun skal være ude i korte perioder i regnvejret. Vandsøjletryk findes ved at stoffet fra tøjet bliver spændt ud over et rør, hvor der kommer en stråle vand op. En lav værdi betyder at overtøjet ikke kan klare så meget vand, hvorimod et højt tal betyder at tøjet er mere vandtæt. Nedenfor er vist en oversigt over vandsøjletrykket, så du kan finde lige den værdi du vurderer er den rigtige for dit barn.
Oversigt over vandsøjletryk for overtøj til børn
Over 3.000 mm - Overtøjet kan holde til mindre regnbyger og korte ture i regnvejr.
Over 5.000 mm - Overtøjet kan holde vandet ude når det regner et par timer eller en stor mængde regn på kort tid.
Over 8.000 mm - Overtøjet kan holde til, at dit barn opholder sig i stærk regn i lang tid.
Over 10.000 mm - Overtøjet kan holde vandet ude, når dit barn opholder sig i stærk regn i lang tid.
Over 15.000 mm - Overtøjet er 100 procent vandtæt og lige meget hvor meget dit barn er ude i det skønne regnvejr, vil han eller hun være tørre.
KONKLUSION
Det var en kort gennemgang af vandsøjletryk og åndbarhed, to begreber der er vigtige at kende til når det gælder overtøjet til børnene. Vi håber det giver et godt fundament til at vælge den rigtige flyverdragt, overgangsjakke eller et godt sæt regntøj. Men hvis det stadig er uoverskueligt hvad du skal vælge er du altid velkommen til at spørge vores søde kundeservice - de sidder altid parat til at hjælpe!
Forsidebillede: Billede: Andre Taissin, Unsplash